Danmark
 
 

Spis rigtigt inden start

Hvad skal jeg spise inden et cykelløb?

13 januar 2017

Du har trænet hårdt og fulgt din træningsplan, du er tilmeldt dit cykelløb og har optimeret din cykel. Men er der mere du kan gøre for at sikre dig, at alt går som planlagt på selve dagen og at benene ikke svigter dig? En af de ting du kan gøre er at forberede i god tid, hvad du skal have at spise inden og under løbet.

For at du kan gennemføre dit cykelløb, som du havde planlagt det, skal kroppen have nok af det rette brændstof til dine muskler. For at dine ben kan træde pedalerne rundt i raskt tempo, behøver dine muskler rigelig forsyning af kulhydrater (sukkerstoffer). Kroppen har en vis mængde kulhydrat på lager, hvis du spiser en normal og varieret kost. Skal du deltage i et cykelløb eller ud på en længere træningstur er dette dog ikke altid nok, derfor er det en god ide lægge en plan for hvad du skal spise inden løbet, og om du skal medbringe noget at spise, der indeholder godt med kulhydrater.

Brug dine lange træningsture og de ture der i intensitet minder om det tempo, du vil køre i under selve løbet, til at afprøve hvordan kroppen reagerer. Hvis du tit føler, der mangler kræfter i benene, når du har cyklet et stykke tid, kan det være fordi dine muskler mangler kulhydrater. Hvis du genkender dette, bør du overveje om du skal have mere at spise inden eller begynde at tage noget med at spise. Især hvis du hører til dem der foretrækker at drikke vand i stedet for energidrik, bør du nok være ekstra opmærksom på at få noget at spise undervejs.

 

Hvad er godt at spise inden et cykelløb?

Hvad du skal spise inden et cykelløb handler ikke kun om, hvad du skal spise om morgenen på løbsdagen. Især er det vigtigt hvad du spiser dagen inden, få godt med langsomme kulhydrater fra for eksempel pasta, havregryn og rugbrød, spis godt men undgå at overspise. I ugen inden løbet står den på sund og varieret kost, så din krop får hvad den har brug for. Øg indtaget af langsomme kulhydrater de sidste dage inden løbet. Selvom du spiser sundt, så er det ikke i ugen inden løbet du skal tabe dig, så mister du bare kræfter.

På løbsdagen skal du 2-3 timer inden start spise noget letfordøjeligt og der indeholder langsomme kuldhydrater, det er vigtigt ikke at spise noget du ikke har afprøvet flere gange inden træning med høj intensitet.

 

Hvad er godt at spise under et cykelløb?

Når kroppen arbejder hårdt, er maven ikke så god til at fordøje maden, derfor kan du med fordel vælge mad som er let fordøjeligt. Det er altså ikke lige nu du skal tænke på at få fibre og grøntsager nok. Det tager simplethen for langt tid at fordøje og din krop har brug for energien med det samme.

Nogle gode muligheder:

  • Banan: Nem at medbringe og manges favorit. Bananer indeholder mange kulhydrater, og selvom det er en frugt irriterer den ikke maven. Vælg små bananer, det er bedre at spise lidt af flere omgange.

  • Energibarer: Nemmere bliver det ikke. Der findes flere typer, vælg en der er beregnet til at spise under træning.

  • Energi gel: Små pakker med en sukkergel indeni specielt til brug i konkurrencer eller ved træning med høj intensitet. Er nemme at indtage da de ikke skal tygges.

  • Tørret frugt: Rosiner og andet tørret frugt kan også være en mulighed.

Det er meget individuelt, hvad man har godt med at spise mens man cykler, og det kan også afhænge af intensiteten. Eksperimenter og find noget du kan lide og som fungerer for dig. Husk at vælge noget som du har prøvet at spise flere gange under din træning.